NÆSEBLØDNING


Årsager:
Der er flere årsager til næseblødning. 

Hos børn bløder det oftest fra det forreste af næseskillevæggen. Fra naturens side er der her små blodkar, som hos nogle børn ligger meget overfladisk under slimhinden, og derfor bløder let. Hos voksne kan det bløde fortil, men undertiden også længere bagtil i næsen. Man ser oftere blødning hos folk der nyser meget eller pudser meget næse. Blodfortyndende medicin, forhøjet blodtryk og alkoholindtagelse øger risikoen. Enkelte arvelige sygdomme giver anledning til øget forekomst af næseblødninger. 

Behandling:
Når du bløder:

  • Sæt dig op med hovedet let foroverbøjet, så det kan bløde ud af næsen i stedet for ned i halsen. 
  • Sæt et stykke blødt papir eller vat i næseboret. 
  • Tryk på siderne af næsen ved overgangen fra den faste til den bløde del (ca. midt på næsen). 
  • Tag noget koldt i munden (evt. en isterning) og tryk det op mod ganen. Derved bliver blodårerne i næsen trukket sammen, og det bløder derfor mindre.
  • Hvis det fortsætter med at bløde, eller bløder meget kraftigt, bør læge kontaktes. I klinikken kan man ætse eller brænde området med blødning, hvorved det stopper hos langt de fleste. En sjælden gang er det nødvendigt at lægge en lille ballon i næsen, hvorved blodkarrene bliver klemt sammen, så det ikke længere bløder.

Forebyggelse:
Der er nogle simple forholdsregler, der kan minimere risikoen for, at det bløder igen. Disse forholdsregler er særligt vigtige de første 3 dage efter en blødning eller behandling. 

  • Hold hovedet højt. Sov evt. med en ekstra hovedpude. Løft foden op når du skal snøre sko, i stedet for at bøje hovedet ned. 
  • Nys med åben mund (men du må godt holde et lommetørklæde for). • Puds ikke næsen, men tør evt. sekret væk, når det er kommet ud af næsen. 
  • Tag den med ro. Vent et par dage med sport og anstrengelse

 Lad mad og drikke afkøle først.